Flere og flere mænd spiller floorball i BK Skjold

Boldklubben Skjold er med i den store floorball-succes. Af Finn Edvard. finn.edvard@gmail.com.   2017 har været et godt år for en lang …


Boldklubben Skjold er med i den store floorball-succes.

Af Finn Edvard.

finn.edvard@gmail.com.

 

2017 har været et godt år for en lang række idrætsforeninger i København.

De foreninger i kommunen, der er medlem af DGI Storkøbenhavn, er vokset med 2.718 medlemmer.

Og en af de idrætter, der er på vej frem i København, er floorball.

I 2017 voksede floorballklubberne samlet med over 80 pct. i de foreninger i København, der er medlem af DGI Storkøbenhavn.

I det seneste år fra 2016-2017 er DGI Storkøbenhavn den af DGI’s landsdelsforeninger, der har oplevet størst medlemsvækst.

Der er nu over 184.000 medlemmer, der dyrker idræt i en DGI-forening i hovedstadsområdet.

I Københavns kommune vokser en del af idrætsforeningerne også. Her er der kommet 2.718 nye medlemmer, så der er nu i alt er 89.287 medlemmer i de foreninger, der er medlem af DGI.

”Det går godt for en lang række idrætsforeninger i Københavns Kommune. På trods af den udbredte facilitetsmangel, hvor kommunen halter håbløst bagefter, har en stor andel af foreningerne igen i år oplevet medlemsvækst, hvilket selvsagt også skal ses i sammenhæng med den generelle befolkningstilvækst i kommunen og i hovedstadsområdet”, lyder det fra Kasper Lund Kirkegaard, idrætspolitisk konsulent DGI Storkøbenhavn

 

Floorball i vækst

Floorball er én af de idrætter, der har udviklet sig mest over de sidste år.

Floorball er en visionsidræt i samarbejdet, »Bevæg Dig For Livet«, mellem DGI og DIF.

Det betyder, at udbuddet af floorballaktiviteter er blevet udvidet, og endnu flere har fået mulighed for at spille floorball i en lokal forening i disse år. Målet er, at floorballklubberne i landet tilsammen får 7.500 nye medlemmer inden år 2020.

I Københavns Kommune er der nu over 500 medlemmer, der spiller floorball i en af de foreninger, som er medlem af DGI Storkøbenhavn.

Det er 226 flere medlemmer end sidste år, og giver en fremgang på næsten 80 pct.

 

Skjold er med

En af de foreninger, der har valgt at gøre motionsfloorball til en del af deres idrætstilbud, er Boldklubben Skjold.

Klubben har både et hold for pensionerede mænd og et for kræftramte mænd over 50 år.

BK Skjolds floorballhold er i 2017 vokset med over 50 pct., så der nu er 56 spillere.

Da mændene startede op med floorball i 2015, var det som en del af et forskningsprojekt på Center for Holdspil og Sundhed på Københavns Universitet.

Projektet viste, at motionsfloorball både var gavnligt for mændenes fysiske form og for deres oplevelse af at blive en del af et stort fællesskab. Efter projektets afslutning har mændene valgt at fortsætte med at spille floorball i BK Skjold to til tre gange om ugen.

 

Kommentarer

1